Marianna er 24. D. 24. Februar om morgenen vågnede hun i sin lejlighed i Lviv, for at give sin 6 uger gamle dreng, Taras mad. Hun tændte for nyhederne og forstod at Rusland havde startet en fuld skala invasion.
”Jeg vil aldrig glemme, hvordan jeg begyndte at græde, mens jeg gav min søn mad. Jeg forstod, at krigen var begyndt,” siger hun.
Det gik helt op for Marianna, hvad der var sket, da hun tog sit lille barn med ud at gå en tur. Hun kunne kun finde et sted i Lvivs centrum, hvor hun stadig kunne købe en kop kaffe. Alle kaffebarer var lukkede.
Dagen før havde Marianna fået lavet et pas til Taras – for en sikkerheds skyld, – så beslutningen om at rejse ud lå lige under overfladen. Men siden mænd i værnepligtsalder ikke måtte forlade landet, besluttede hun ikke at tage af sted alene. Når det kom til stykket, og hvis det ikke var for babyens skyld, ville hun være klar til at kæmpe. Men efter deres første skjul i et gammelt støvet sikkerhedsrum ændrede hun sin beslutning.
”Det gik op for mig, at jeg skulle prioritere min søn, ikke min længsel efter at ødelægge angriberne på bekostning af mit eget liv. Hans liv afhang af mig nu.”
Så de tog afsted. At krydse grænsen var meget svært. Bilen sad fast i en trafikprop ved den polske grænse. Så svøbte Marianna sit barn i alt, hvad hun havde; gemte ham under sin jakke og gik 22 km i kulden sammen med sin familie. Mennesker, som bor i huse på begge sider af vejen arrangerede små varmestationer, tilbød te og varm mad.
”Jeg græd, fordi jeg ikke ville forlade landet, hvor så skønne mennesker bor.”
En km fra grænsen sagde hun farvel til sin mand. Der var en bus for mødre og børn, men det var ikke let at komme med. Nogen stod i kø i flere dage. Marianna havde stået der i fem timer, da en eller anden spurgte, om der var nogle børn i alderen 2-3 måneder i køen. Hun løb. En fremmed hjalp hende med hendes ting – et babybilsæde, hendes søns ting, penge og dokumenter.
”Jeg tog nogle billeder, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville se min mand og mine forældre igen. Jeg var meget desperat, men jeg prøvede at holde fast i mig selv og lade være med at græde.”
På den polske side af grænsen gav de Marianna et værelse, hvor hun kunne varme sig og give sin søn mad. De spurgte hende, hvor hendes ting var, og hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare, at alle efterlod ekstra baggage langs vejsiden på vej til grænsen.
”Mine bekendte mødte mig ved grænsen. Først fortalte jeg vittigheder i bilen og var energisk. Og så begyndte jeg at ryste som i et epileptisk anfald. Jeg kunne pludselig mærke, hvor kold jeg var, hvor dårlig jeg var…. Jeg havde ikke tilladt mig selv at mærke det før.”
Marianna er I sikkerhed nu. Polen hjælper flygtninge med juridisk bistand; hvis krigen fortsætter, vil hun kunne finde et job. Men hun drømmer om ukrainsk sejr og økonomisk genopretning; hun ønsker at vende hjem.
”Min største frygt er at miste min familie, som blev i Ukraine. Denne krig har lært os, at menneskelivet er det mest værdifulde, vi har, og at alt det materielle ikke betyder noget.”