Chernihiv bliver bombet hver dag. Nogle steder har hverken varmt rindende vand eller elektricitet. Der er totalt ødelagte sommerhusområder. Der er mennesker, der overlevede to bombeattentater i en almindelig kælder i et privat hus. Russerne ødelægger skoler, børnehaver og retter våben mod historiske bygninger. “I går lød sirenerne konstant hele dagen, og vi gik stort set ikke udenfor. De som bliver her, går stadig på arbejde, men byen er nu halvtom. Folk står i kø efter brød og medicin,” sagde Roman Zakrevskyi, 35, en kameramand for UA: Suspilne Chernihiv (en offentlig tv-station).

Roman og hans kone Yulia, deres fem måneder gamle datter Vasylyna og hunden Archie bor i kælderen på byens hospital. Der er også 50 andre mennesker og to katte.

Roman vågner omkring klokken seks.. udgangsforbuddet slutter, så han går tur med Archie nær beskyttelsesrummet. Hvis han har brug for nogle ting, tager han hjem for at hente dem. Resten af tiden bruger han sammen med sin familie.

“Min kone er bange for at gå udenfor. Vi laver mad og rydder op sammen. Jeg tager skraldet ud, fylder drikkevandsforsyninger op og arrangerer pladser til nytilkomne.”

Roman tager masser af billeder af mennesker, der bor i Chernihiv. Han laver optagelser til en fremtidig dokumentar. ”Jeg gyser jævnligt af eksplosioner, når jeg er udenfor for at ryge. Sagen er, at det altid er uventet. Helt ærligt, så prøver jeg at overleve og ikke at miste forstanden af tankerne og omstændighederne, der fylder krigen. Selvom jeg hele tiden husker mig selv på, at andre har det sværere end mig.”

Roman siger, at hans familie havde flere muligheder for at tage af sted, men de blev. “En gang var vi ude af stand til at passe fire menneskers liv ned i en kuffert til lyden af missiler og raketter hvert femtende minut og tog mod Kiev. Vi gennemlevede fortvivlelsen og talte det igennem. Vi blev enige om at blive i Chernihiv. En anden gang afslog vi en vens invitation, hvorefter vi skulle forholde os til manglen på grønne områder, historier fra sociale medier om, hvordan civile bliver skudt, kampscener og panik blandt befolkningen. Men noget holder mig her. Jeg vil ikke tage væk. Jeg vil opleve alle disse ting her, i mit hjemland, og ikke høre om sejren et sted i Karpaterne. Men ved første lejlighed vil jeg sende mine piger til et roligt sted. Jeg vil blive alene tilbage.”

Roman hævder, at den næste lyd kan være en kugle eller et missil, der rammer dig.

“Du er bange for, at en bombe vil ramme dit hus eller dine forældres hus, slægtninge, venner. Du er bange for at høre, at en af dine venner allerede er død. Du er bange for at se blod. Du er bange for at filme krigens konsekvenser. Du er bange for at forlade byen. Du er bange for bare at gå ned ad gaden. Du er bange for at gøre noget, der vil hjælpe fjenden med at vinde i dag eller tage en andens liv. Du er bange for at tænke på, at dette aldrig vil ende. Det er så skræmmende, at du ikke længere bemærker al den frygt.”

Hans datter og kone, hans rutine og hans kamera og hans tro på sejr hjælper Roman med at komme igennem denne oplevelse. Han drømmer om at overleve og nærme sig sejren hver dag. ”Min kone og jeg talte om en drøm… når vi kommer ud af vores beskyttelsesrum, vil vi tage hjem, drikke den flaske champagne, hun har gemt væk, tage vores fineste tøj på, og alle fire, pænt klædt på, vil gå en tur rundt i byen for at se hvordan det er nu, for at møde venner, kramme dem, spise ude og spise noget lækkert til frokost, og så vil vi tage toget og bo hos vores venner i Karpaterne i en måned.”