Iryna Shyshka bor I Krolevets, Sumy regionen. Hun er 28, og for kun en uge siden lavede hun lange øjenvipper på sine klienter. Nu forsøger hun, hendes mand, to børn og den familie af venner som de giver husly til, at bygge deres eget safe space i det område de kalder ”Helvedes forgår.”
”Det første vi gjorde, efter eksplosionen d.24. februar, var at bringe varmt tøj, noget mad og en barneseng ned i kælderen. Kl 5.30. var min mand ved at fylde trækvognen med mad, sæbe, bleer. Ja, jeg var bange, jeg ville ikke tro det. Men jeg har set det før, og jeg ved, hvad der måske venter, så vi måtte handle, så hurtigt vi kunne.”
I 8 år nu, har Ira levet i bevidsthed om krig: hun blev færdig på Universitetet i Donetsk i 2014. ”Jeg havde lige modtaget min BA da det russiske militær kørte ind i byen. Der var russiske symboler foran min universitets afdeling, nær Café Liverpool. Jeg husker hvordan mennesker med det ukrainske flag blev slået.”
I den periode hvor hun og hendes mand forlod Donetsk, måtte ingen forlade byen, men de var heldige at slippe igennem. ”Vores bil var kendt ved alle tre checkpoints, fordi vi tog til Krasnohorivka for at arbejde hver dag. Den dag lod vi som om, vi skulle det samme, og sådan slap vi igennem.”
Men denne gang blev spørgsmålet om at tage væk ikke engang stillet. ”Hvor skulle jeg tage hen? Det her er mit hjem, og du kan ikke undslippe det uundgåelige.” Ingen kan forlade byen, for broerne er sprunget i luften. Byen er forholdsvis sikker, kun få sirener har lydt. Mange kilometer væk bliver byer jævnet med jorden.
”Morgner er nu mere skræmmende end nætter. Jeg styrter kaotisk rundt i alt rodet og prøver at gøre alt og intet på samme tid; give de tre børn i huset mad, opmuntre dem, trøste dem. Alt det holder også mig selv oppe, distraheret og væk fra nyhedsstrømmen.”
Ira har nu angst og kvalme, hun kan ikke sove. Hendes frygt handler ikke om eksplosioner, huset eller ejendom. Hendes frygt handler om børnene, at hun ikke vil være i stand til at sørge for dem og beskytte dem. Hun siger at hun fuldstændig kan leve af vand med sukker, men det kan hendes børn ikke.
”Jeg drømmer om den tid, hvor den ukrainske hær sparker de forbandende bæster ud af vores byer, inklusiv Donetsk. Efter det, vil jeg gå langs Universytetska Gade, gå i mine universitetsgange, møde mine veninder, drikke kaffe med dem i den selv samme Café Liverpool, og drikke øl på Bryggeri Yuzivska.
