Illustrated by Yelyzaveta Berestova

“Jeg hører skud. Griber mine ting hurtigt. Der er kun en kort gåtur til kælderen, hvor vi gemmer os. Disse få skridt giver mig vabler under fødderne. Når jeg træder på dem, sprækker min hud. Det er ulidelig smertefuldt,” siger Iryna .

Folk som Iryna kaldes sommerfugle. Deres hud kan blive beskadiget med en enkelt skødesløs berøring. Så kommer der blærer, de brister og bliver til åbne sår, overfladiske eller dybe. “Epidermolysis bullosa i sig selv er en krig,” siger pigen. Hendes kamp med en uhelbredelig sjælden sygdom har stået på i 25 år – det vil sige hele hendes liv. Nu har hun en krig.. i krig.

Fra den allerførste dag af Ruslands fuldskala invasion af Ukraine bevæger endeløse rækker af russiske militærkøretøjer sig gennem landsbyen i Sumy-regionen, hvor Iryna og hendes familie bor.

“Jeg kan se BUK’er, MLRS-køretøjer, selvkørende artilleri, BTR kampvogne. Jorden ryster, mens de bevæger sig. Det føles som om man kan falde om når som helst. De første par dage græd jeg så meget, at mine øjne blev betændte. Jeg kunne bare ikke ikke åbne dem i tre dage. Jeg var på smertestillende medicin alle disse dage. Nu har jeg den sidste flaske med dråber tilbage. Jeg kan ikke græde mere,” siger Ira. 

Først kørte russiske køretøjer bare gennem landsbyen. Så startede beskydningen. Nu er der en russisk kontrolpost i landsbyen.

“Nej, vi er bange for alt, enhver raslen. Russerne går rundt her og der. Nogens vindue blev skudt igennem, nogens lade blev sprængt i luften. De skød mod transformerstationen og gasrørene. Gudskelov kom de ikke til vores hus.  Min mor ville få et hjerteanfald i det tilfælde,” siger Ira. “I en nærliggende landsby ville en lokal mand stoppe en tank med sine bare hænder, så han blev skudt. Det er meget svært at komme ud herfra. “

Iras liv afhænger af særlige forbindinger, salver og terapeutisk ernæring. Hver dag skal sår på hendes ryg, arme og ben behandles. Det var ikke nemt at få medicin selv i fredstid. Og nu er det næsten umuligt.

“Vi forsøger at spare på salven. Men så klæber bindene til sårene. Alt gør ondt, klør og tager længere tid at hele. Jeg modtager humanitær hjælp gennem vores forældreløse patienters fond. Men det nærmeste posthus ligger 50 km fra landsbyen. Hvem vil gå efter pakken?”

På grund af beskadigede elnet fungerer elektriciteten med mellemrum, strømmen går, og huset er koldt. Forbindingen tager cirka to timer. Tidligere tændte de varmeapparaterne for det. Og nu kan de ikke engang tænde den kvartslampe, som de skal bruge under forbindingen, det kan forårsage brand.

“Jeg vil virkelig gerne afsted. Men for mig er rejsen med bus og tog umulig. Så mange mennesker der. Den mængde kan virkelig tage livet af mig. Jeg bliver hudløs. Og vi har ikke vores egen bil. Blot at transportere mig fra landsbyen til Konotop og videre evakuering er et problem og en stor risiko. Så vi bliver bare her og venter på sejren. Jeg er selvfølgelig bange, men jeg holder ud,” siger Ira.

Lige før invasionen begyndte hun at male et billede. Tegning er hendes hobby. På billedet er bjergene og himlen klar og blå.

“Det er så symbolsk. Det er forår nu, og jeg vil nyde det, lytte til fuglene, der synger. Men jeg hører granater i stedet,” siger Ira. “I slutningen af ​​februar skulle der afholdes en online-auktion med mine værker på de forældreløse patienters dag. Jeg ville tjene nogle penge til en tur til Truskavets. Jeg har det meget bedre der. Intet gør ondt indvendigt eller udvendigt. Men nu er alle disse planer ødelagt. Så jeg tænker, jeg har stadig disse malerier. Hvis det bliver mere stille, vil jeg sælge dem og sende penge til hæren. De beskytter os.”

Dato for optagelse: 22. marts 2022

Oversættelse: Mette Hoejland