I det belejrede og sønderbombede Mariupol har hun to bedstemødre, en bedstefar, en onkel med en ung familie, mange venner og en bedste-veninde, som var ved at forberede sit bryllup i februar.

“Lige før krigen ledte hun og jeg efter billetter til Italien for at arrangere et bryllup der i marts. Jeg ved ikke, om min veninde er i live nu. Hun var nabo til-, og så til min bedstemor under beskydningerne indtil for nylig. Fra billeder på nettet, har jeg fundet ud af, at der er dannet en kæmpe tragt efter en eksplosion i hendes have, og forbindelsen til min veninde er blevet afbrudt,” siger Kateryna.

Kateryna har selv boet i Kiev i flere år, studeret kulturologi og arbejdet inden for kulturområdet. I krigens første dage planlagde hun endda at tage til Mariupol i troen på, at der ville være sikkert der, fordi byen i de seneste 8 år har lært at leve med en mulig trussel om beskydning. Men så gik strømmen i byen, og Kateryna mistede forbindelsen til hele sin familie. Kun hendes veninde ringede nogle gange.

“Hun gik over for at se til mine bedsteforældre, på trods af at huset overfor allerede stod i flammer. Hun så et projektil ramme det med egne øjne. Folk i Mariupol blev vant til krigen, og de var ikke så bange for beskydning som i resten af Ukraine. Det er grunden til, at mange Mariupol-indbyggere ikke gik i beskyttelsesrum før i sidste øjeblik og ikke ønskede at forlade byen. Måske er det en form for posttraumatisk stresssyndrom – en dæmpet følelse af selvopholdelsesdrift. Derfor tog mine pårørende ikke afsted, da det stadig var muligt.”

I nogen tid var der en svag mobilforbindelse i Mariupol nær mobiludbyderens tidligere kontor. Folk fra hele byen tog dertil bare for at sende en kort sms til deres pårørende: “Jeg er i live” eller “Vores hus står stadig.” Det var risikabelt at tage derhen: Byen blev beskudt hvert 30.-40. minut, så man kunne dø på vejen. Så forsvandt selv den mulighed. “Så vidt jeg ved, drikker folk i Mariupol nu vand fra varmeledninger og smelter sne. Det store spørgsmål er, hvad de spiser, for lagrene er løbet tør for længe siden, ingen butikker er åbne,” siger Kateryna.

Sammen med sine forældre og sin yngre bror boede hun i Kiev i omkring en uge i beskyttelsesrum på en nærliggende skole. Da plyndrere forsøgte at bryde ind i hendes lejede lejlighed i Kiev, var det dråben, der fik bægret til at flyde over.

“Jeg gik op i lejligheden for at gå i bad og skifte tøj efter en uge i beskyttelsesrum. Jeg var alene i lejligheden, da nogle begyndte at bryde døren op. Jeg var meget bange. Heldigvis lykkedes det dem ikke at bryde ind i lejligheden, og de flygtede. Mine naboer sagde senere, at de var plyndrere, der udgav sig for at være forsyningsarbejdere eller en del af forsvaret for at komme ind i bygninger.”

Efter denne historie besluttede Katerynas familie at flytte til et mere sikkert sted. Det lykkedes at finde en bustransport, men bussen måtte ikke køre igennem ved kontrollen. De måtte overnatte på Teremky metrostation.

“Det havde vi overhovedet ikke noget grej til. Vi blev hele natten i metroen uden varme. Det var hårdt, men det var kun én nat. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det er for folk i Mariupol, der har levet sådan i to uger nu.”

Nu er hun i Tyskland og bor hos venner. Sammen har de skabt et velgørenhedsprojekt – salg af NFT-tegninger, alle indsamlede midler går til at støtte Ukraines væbnede styrker. Hun kontakter også udenlandske journalister og fortæller om situationen i Ukraine, fordi hun er overbevist om, at kun offentligt pres kan tvinge europæiske ledere til at hjælpe Ukraine endnu mere aktivt på forskellige måder. Katya kigger konstant på billeder og videoer fra den belejrede Mariupol i håb om at se sine slægtninge – i live og uskadt.

“Jeg planlægger ikke at blive i EU. Jeg håber, at jeg meget snart vil være i stand til at vende tilbage til Kiev og genopbygge Ukraine,” siger hun.