Alina og hendes  6-årige datter Kamilla kommer fra Kharkiv. Deres hus ligger i udkanten af det historiske kvarter Kholodna Hora. Der ligger en Tank fabrik tæt på, et potentielt mål for fjendens beskydning. Da krigen startede tog Alina sin pakkede kuffert med fornødenheder, og tog ind til sin mor i centrum af Kholodna Hora sammen med sin datter. De boede der i tre dage, og gik ned i kælderen hver nat.

Da krigen for alvor brød ud, prøvede Alina at skjule det for sin datter. Når de gik ned til undergrundsbanen for at komme i beskyttelsesrum, fortalte hun sin datter, at det var en forberedelse til campingtur, eller andet.

”Der var eksplosioner hele tiden,” husker Alina. ”På den sidste dag i Kharkiv, kl.4 om morgenen fløj et missil hen over bygningen. Alt vibrerede efter lydbølgen. Missilet landed 500 meter fra os. Lige ved siden af skolen, hvor vi var på vej hen. Hun havde været klar til at forlade byen med sin datter med det samme, men hendes mor turde først ikke. Efter missil eksplosionen, var hun ikke mere i tvivl.

Alina flyttede sine ting til en mindre taske, for at gøre det nemmere at bære, og hun, hendes datter og mor løb til togstationen. Hendes niece og tante sluttede sig til dem der. Evakueringstoget ankom efter 15 minutter. ”Vi sad i en kupé med 20 mennesker. Mit barn kunne ikke rejse sig en eneste gang i de 24 timer. Hun spiste kun en yoghurt. Vi kunne ikke nå den sandwich, som var i tasken,” siger Alina. Hendes bror blev for at forsvare Kharkiv.

”Vi sad i en kupé med 20 mennesker. Mit barn kunne ikke rejse sig en eneste gang i de 24 timer. Hun spiste kun en yoghurt. Vi kunne ikke nå den sandwich, som var i tasken.”

Nu bor Alina og hendes familie i et fotostudie, som er omdannet til sikkerhedsrum for mødre med små børn. Alina har ikke nogen plan for fremtiden endnu. Måske vil de tage til Polen, siger hun. Men for nu er det for skræmmende at gå til togstationen; hun frygter at hendes datter bliver dræbt i stormløbet.

I fredstid arbejder Alina på markedet. Hun sælger kageforme, skeer, gafler og dekorationer til hjemmet. Både jobbet og lejligheden er stadig i Kharkiv. Der er ikke noget strøm og vand i byen. Butikkerne er tomme og folk løber tør for mad i kældrene. Det marked, hvor familen før købte brød, er allerede ødelagt. Lige så nabobygningen hvor Kamila plejede at lege i sandkassen.

Alina ringer sommetider til sine venner i Kharkiv. Mange af dem er taget til Poltava, nogle er flyttet til udkanten af byen, nogle er blevet. Hendes venners 6 årige børn kan allerede høre forskel på lyden af forskellige rakettyper, Grad og Smerch.

Alina kan holde ud takket være sin familie, som hun forlod byen med, men hun er bekymret for sin bror. Hun husker også, hvordan hun før krigen gerne ville tage sin datter med i cirkus eller i teatret, men det kunne de ikke (pga. penge red.) I Lviv blev hun overrasket over antallet af biler. I Kharkiv kiggede de lokale altid ud af vinduet, når en bil kørte forbi, for at se hvem, der kom.

Det er snart Kamilas’ fødselsdag. Hendes gave er stadig derhjemme i Kharkiv.