Krig. Historier fra Ukraine

Ukrainere fortæller om deres liv under krigen

“Jeg trak børnene ud under murbrokkerne, mens jeg blødte,” Yulia Matvienko, 33, Chernihiv

af | 22 marts 2022 | Chernihiv, Krig. Historier fra Ukraine

Illustrated by Oleksandra Fedarkova

En blodig ung kvinde med et lille barn i armene: Disse billeder af den 33-årige Yulia Matvienko fra Chernihiv er blevet delt bredt på sociale medier. Nu er der et kæmpe hul fra en russisk luftbombe under hendes vinduer i en 9-etagers bygning i byens centrum. Yulia husker eksplosionen, og hvordan hendes lejlighed på anden sal begyndte at falde ned over hende og hendes børn. I det øjeblik var hun på vej ud i køkkenet, og hendes tre døtre – en 14 måneder gammel, en 4-årig og en 7-årig – sad på et tæppe i gangen, det sikreste sted i lejligheden efter reglen om to vægge.

“Alting faldt sammen og smuldrede. Børnene endte også under murbrokkerne, jeg begyndte at trække dem ud, tog dem udenfor,” mindes Yulia. “Jeg forstod ingenting, følte ikke noget, selv smerte, selvom jeg blødte kraftigt. Det var skræmmende.”

Yulias mand er i militæret. Da Rusland indledte invasionen, ringede han og bad Yulia om at tage ud at bo hos sin mor uden for byen. Han sagde, at det var uvist, hvad der nu ville ske, men der var i det mindste mad, vand og familie. Yulia og hendes døtre boede udenfor byen i en uge, hvor de gemte sig i deres naboers kælder under beskydning.

“I 2014 oplevede jeg det hele i Severodonetsk i Luhansk-regionen. Beskydningen og støjen fra fly, der kaster bomber, beskyttelsesrum og kolde kældre, og manglen på lys, vand og kommunikation og manglen på mad— al denne frygt. Nu er alt hundrede gange værre.”

Da russiske tropper begyndte at nærme sig udkanten af ​​byen, besluttede Yulia, at Chernihiv ville være mere sikker og vendte hjem. Bomben faldt et par timer senere.

“Min mand kørte dertil næste dag, optog en video. Vores anden sal, alle vores vinduer og vores balkon, det hele var smadret. 80% af vores lejlighed blev ødelagt. Alt var dækket af glasskår, alle ting var ødelagt.”

Det ukrainske militær tog familien til et børnehospital. Heldigvis kom Yulias døtre ud af det uden en skramme, og deres tante tog dem til sig. Yulia havde en lukket hovedlæsion og hjernerystelse, hun havde mistet en masse blod. Hendes øre, ansigt og et stort snit på armen blev syet sammen. Og hun blev overført til et regionalt hospital.

Samme dag rettede den russiske hær et angreb mod en skole. De, der overlevede, befandt sig i samme afdeling som Yulia. 

“Pigernes ansigter var fuldstændig sammensyet, deres øjne kunne ikke se, nogle af dem skulle have deres øjenlinse udskiftet, nogle fik endda fjernet et øje, der var mange forskellige skader,” siger Yulia. »De troede, det ville være mere sikkert i en skole-kælder. Men skolen blev fuldstændig smadret.”

Det var meningen, at Yulia skulle blive på hospitalet i to eller tre uger, men hun blev udskrevet efter 7 dage: der var for lidt plads og for mange sårede. I nogen tid har hun boet sammen med sin mands søster – uden kommunikation, vand, gas eller lys. Senere tog hendes mand hende og deres døtre til Lviv-regionen. Yulia var kun i stand til at tage sine dokumenter og sin telefon med sig.

“Det er forfærdeligt i Chernihiv. En bombe har allerede ramt hospitalet, hvor jeg boede. Folk, der stod i kø for at købe brød, blev skudt. Det er skræmmende der. Min yngste, hver gang hun hørte eksplosioner, begyndte straks at græde og råbe (vi blev engang smidt ud af kælderen uden for byen på grund af det). Hun har det okay nu, måske husker hun det ikke. Og mine ældre døtre er meget bange selv nu.”

Mens vi taler, hører jeg hendes ældre datter, Nika, bede sin mor om at trække gardinerne for. “Hun er vant til blackouts,” forklarer Yulia. Nika er bange for alt. Hun bliver bange når en bil kører forbi deres hus på gaden – hun løber ind på gangen og gemmer sig. Hun er bange for at gå på gaden – efter 5 minutter begynder hun at græde og trækker sin mor hjem. Hun er bange for at sove i en seng og lægger sig på et tæppe i gangen. Og om natten vågner hun hysterisk. Hver dag forklarer Yulia hende, at de er i sikkerhed. Hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad hun nu skal gøre. Hun siger, at leve med luftalarmer eller at søge til udlandet, er lige skræmmende..

Jeg har mistet alt, jeg har et dårligt syet øre, ar i ansigtet, men jeg har en fornemmelse af, at alt bliver godt. Jeg er blevet roligere, jeg har tro på en lys fremtid. Jeg ved ikke engang. hvor jeg har den her positivitet fra,” siger Yulia. “Nogle gange skræmmer det ukendte mig. Det er trist, at jeg bor sammen med fremmede, ikke hjemme. Jeg drømmer om, at alt det her vil ende. Jeg drømmer om, at min mand kommer hjem, tager mig med ham, og vi vil vende tilbage til Chernihiv, genopbygge byen, finde et nyt hus og leve som vi levede før, normalt.”

Dato for optagelse: 22. marts 2022

Oversættelse: Mette Hoejland

Flere historier