Anya Dubinkina er 34 år gammel. Før krigen var hun leder af en populær restaurant i Kyiv. Nu bruger hun restaurantens faciliteter til at organisere frivilligt arbejde.  

Ingen professionelle kokke arbejder sammen med hende, men det gør naboer, der har bestemt sig for at hjælpe.

”Jeg har lige skrevet i husets chat, hvor vi normalt skriver om sager, der vedrører praktiske ting i huset: ”Vi kan åbne køkkenet og lave mad til militæret og hospitalerne.” Jeg forventede ikke at så mange mennesker ville reagere på mit forslag. Det viser sig, at rigtig mange mennesker gerne vil hjælpe byen. De ved bare ikke hvordan. For at være ærlig, før krigen vidste jeg ikke hvem, de fleste af mine naboer var. De sidste to dage, er vi alle blevet venner,” siger Anya.

Hun genkalder sig de første øjeblikke af krigen: ”Jeg var lige som alle andre. Jeg havde aldrig i livet drømt om, at nogen en dag ville vække mig midt om natten og sige, at krigen var startet.”

Hende og hendes mand havde ikke fundet deres lejer og havde derfor ikke forladt Kiev i løbet af de første timer. Da de overvejede fordele og ulemper, besluttede de sig for a blive pga deres nærmeste, som blev tilbage: en søster som havde født for 10 dage siden og en bedstemor på 90.

”Der er ikke noget heroisk i vores beslutning. Vi vidste bare med sikkerhed, at hvis vi tager afsted, er der ingen til at hjælpe vores familiemedlemmer. Og det er værre for os ikke at være hos dem, og ikke kunne hjælpe, end at vågne op til sirener og eksplosioner.”

Anya siger, at nu er hun for det meste desperat eller afmægtig, men at arbejde frivilligt hjælper hende med at tackle det, i hvert fald en smule.

Hver dag er som en ”murmeldyrsdag”. Hele familien sover i gangen. Skoene står lige uden for døren, så vi hurtigt kan løbe væk, hvis der er angreb. De vågner, spiser og arbejder i køkkenet. Om aftenen hjemme, slukker de alt lyset og for første gang den dag, tjekker de nyheder. De glædes over de små sejrer og føler sig stolte over hæren. De beder.

Efter krigen drømmer Anya om at arbejde mindre og bruge mere tid sammen med familien. ”Den her krig har vist, at du kan miste alt på et øjeblik. Det viste sig, at der før var så mange uvurderlige ting: muligheden for at give knus til dem, du elsker når som helst. Der var så meget lys og glæde, men jeg var altid bekymret over noget med arbejde, og lagde slet ikke mærke til hvor meget glæde, der er i hvert øjeblik, når der ikke er krig.”

arbeiten in der Küche. Abends werden zu Hause alle Lichter ausgeschaltet und zum ersten Mal am Tag die Nachrichten gelesen. Sie freuen sich über kleine Siege und fühlen sich stolz auf die Armee. Sie beten.

Nach dem Krieg träumt Anya davon, etwas weniger zu arbeiten und mehr Zeit mit ihrer Familie zu verbringen: „Dieser Krieg hat gezeigt, dass man mit einem Schlag alles verlieren kann. Es stellte sich heraus, dass es vorher so viel Wertvolles gab – die Möglichkeit, geliebte Menschen jederzeit zu umarmen, so viel Licht und Freude. Aber ich war immer besorgt, habe immer irgendwelche Arbeitsprobleme gelöst und war mir nicht einmal bewusst, wie viel Glück in jedem Moment liegt, wenn es keinen Krieg gibt.”