Illustrated by Anna Osadchuk

22-årige Diana fra Volnovakha. Den selv samme by hvor ”mennesker bliver begravet levende, så at sige.” Hun flyttede fra Donetsk området til Kharkiv for adskillige år siden.

For fire dage siden blev situationen lige så alvorlig i Kharkiv som i hendes hjemby. Diana og hendes kæreste er i deres lejlighed i en af byens forstæder. Det meste af tiden er de på badeværelset i ly for beskydninger.

 “Vi har ingen planer om at tage af sted, siger hun. ”Jeg bliver i Kharkiv til den bitre ende; så længe mit hus står, så længe jeg har et sted at bo. Jeg kan ikke forstå, det ikke er blevet ramt endnu. Det er en høj 16-etagers bygning.”

Gennem de sidste mange dage, har Kharkiv været det mest intensive sted i Ruslands krig mod Ukraine. Angriberen beskyder boområder. D.1.3. om morgenen ramte de Kharkivs regionale statsforvaltning på Svobody Plads, den største plads i byen, med to missiler. Ifølge statsforvaltningen blev mindst 10 personer dræbt og mere end 20 såret i det angreb.

Diana var chokeret, da hun blev bekendt med angrebene. Svobody Plads er symbolet på Kharkiv, beliggende i byens centrum. Hun føler dog ikke nogen form for skuffelse eller tomhed grundet ”brødrenes” forræderi, for hun havde ingen illusioner om Rusland. ”Min holdning ( til Rusland -red.) er bare blevet bekræftet. Jeg har kun had overfor de mennesker, som gør det her,” siger hun.

Diana og hendes kærestes liv, er lige som mange andre mennesker i Ukraine, i øjeblikket begrænset til en kort liste af aktiviteter: Vågne (hvis de overhovedet har sovet)ringe til familie og venner, spise, tjekke nyheder og leve til næste dag. Parret har mad til 10 dage mere, og lige så drikkevand. Derefter har de kun vand fra hanen.

I Dianas hjemby Volnovakha forværres situationen dagligt, og byen er på randen af en humanitær katastrofe. Det er heldigvis lykkedes Dianas familie at forlade byen til et nærved liggende område.

”Ingen ambulance, ingen elektricitet, vand eller varme. De bliver ved med at sige at lokaladministrationen fungerer, men der er ikke nogen lokal administration. Den fungerer overhovedet ikke. Folk bliver bare i deres hjem. Kun dem med biler, kunne komme af sted (græder). Min veninde havde ingen bil. Hendes onkel som boede i kælderen hos hende, tog ud for at finde en bus, for at få mennesker ud. Han kom under beskydning. Jeg ved ikke om han er i live…”

Men, Diana forbliver optimistisk, og har planer for livet efter sejren. ”Vi bestemte at lave tattoos, med den velkendte sætning om det russiske skib.” (“Russiske skib, rend mig I røven” – red.) Diana tror helhjertet på Ukraines sejr. ”Ukraine har aldrig været så samlet, som det er i dag. Jeg tror alt bliver godt. Vi vil bestå, og livet bliver som før, som om krigen aldrig fandt sted…”