Bohdan Syniavsky er skuespiller og musiker. Han blev født i Debaltsevo i Donetsk regionen. Han har boet i Kharkiv siden 2010, så han har ikke oplevet kampene for Debaltsevo og besættelsen af byen i 2015, men han oplevede kampe om Kharkiv.

Han mindes at dagene omkring 22-24. februar var meget anspændte. Ham og hans kone købte nogle ikke forgængelige fødevarer, og besluttede at de helt sikkert ikke ville forlade byen i tilfælde af at Rusland invaderede Ukraine i fuld skala. Hans kones bedstefar er handicappet, de kunne ikke forlade ham. Parret havde også en hund, en kat, en kanin og en fisk. Bohdan havde hørt at noget ville begynde d.24., så han sov ikke den nat. Efter kl. 5.00 om morgenen hørte han eksplosioner, vækkede sin kone. Sammen satte de sig i gangen, hvor der ikke er vinduer, og begyndte at tænke over, hvad de skulle gøre.

“Jeg troede vi var mentalt forberedte, jeg var i det mindste. Men da det startede, gik det op for mig, at jeg ikke var,” siger Bohdan. ”Jeg kan stadig ikke fatte, at det virkelig sker. Det er som en halvt-i-shok-tilstand.”

Endelig flyttede familien til en kælder i deres venners café nær ved byens centrum. Nu tilbringer 16 mennesker deres nætter der, inklusiv en kvinde som er gravid i 9. måned. Rummene er udstyret med køkken, så kvinderne er begyndt at bage brød, som frivillige fordeler rundt i byen. Mange butikker i Kharkiv er lukket pga. voldsomme skader, problemer med el, vand- og varmeforsyning. Apotekerne fungerer på en halvlukket facon. Mennesker der har forstand på at sælge medicin bryder låsene med ejernes tilladelse og rapporterer til voluntør-chat rooms. Disse chat rooms og telegramkanaler er hovedkilder til information, fordi forbindelsen til byen er ustabil.

På invasionens 3.dag gik Bohdan og en ven til Kharkivs regionale statsforvaltning for frivilligt at registrere sig til forsvaret. Bohdan havde ikke nogen kamperfaring eller våbenbrugs erfaring, så de blev begge registreret til frivillig gruppen. Da udgangsforbudet trådte i kraft tog Bohdan tilbage til sin kone, og vennen blev på statsforvaltningen. Det samme skete 1.3. da statsforvaltningen blev ramt af et russisk missil.

”Vi vågnede af en eksplosion. Det føltes som om noget ramte vores bygning direkte,” sagde Bohdan. ”Min ven, som blev der for natten, svarede ikke i et stykke tid, men endelig sagde han, at han var OK.”

Den foregående dag var også meget svær. Besættelsesstyrkerne begyndte at bombe beboelsesområder direkte, specielt nær byens centrum.

”Jeg var ikke bange, snarere rigtig rigtig vred,” siger Bohdan.

”Jeg ved ikke, hvad der mere er at være bange for. Det værste er allerede sket. Jeg er kun bange for mine kæres liv, familie, venner, bekendte. For ethvert menneske I denne by, dette land. Min drøm er, at dette slutter så snart som muligt til vores fordel, som er det, der vil ske.”

I de kommende dage planlægger Bohdan at være frivillig på et humanitært distributionscenter. Men han tilføjer: ”Vi laver ikke langtidsplanlægning I disse dage.”

”Jeg føler mig utrolig sikker på de gutter, der nu kæmper på frontlinjen, og som sætter sig op mod og kæmper mod tropperne af verdens næststørste hær, som alle prøvede at skræmme os med. Enhver Ukrainer gør hvad de kan. Hvis du ikke kan være nyttig, bør du gemme dig og redde dit liv, så du senere, når vi vinder, kan genopbygge byen og dens liv.