Taras er næsten 23. For en uge siden begyndte krigen for anden gang for ham.

I 2014 var han en teenager der gik i skole i Donetsk, så Animé og læste Fantacy. Efter den såkaldte folkeafstemning om Folkerepublikken Donetsks’ uafhængighed og starten på kamphandlinger, blev han nødsaget til at forlade sin hjemby.

”For mig var den største krigstragedie at forlade min by uden for alvor at sige farvel. Jeg troede, vi kom tilbage til Donetsk snart,” sagde han.

I begyndelsen fortalte Taras’ forældre ham, at de kun skulle besøge familie i Vinnytsia. Men hans familie kom ikke tilbage. Senere kom Taras til Zhytomyr.

For en uge siden, d.24.2. vågnede han op af en eksplosion i en tidligere stille by langt fra grænsen, nu igen med besættelsesmagten. ”Min første tanke var, at en granat var blevet detoneret tæt på.” Så tog han sin telefon og scrollede hans feed som sædvanlig. Det viste sig at Putin havde startet en fuld skala krig.

”Jeg troede sikkert ikke på invasionen. Da russerne bragte deres tropper til grænsen, ønskede vi alle at tro, at det bare var intimidering. Det er svært at tro, at de virkelig kan angribe dit land – bare sådan.”

På den første dag kunne han slet ikke spise. Han ringede til alle sine venner og spurgte hvordan de havde det. Han gik ikke i panik, men kunne ikke holde op med at ryste og stoppe sin nervøsitet. Både puls og blodtryk oversteg det normale niveau.

Først tænkte han på at forlade byen. Hans familiemedlemmer fra Lviv tilbød ham at komme der, og så måske flytte til Polen. Så så han folk omkring sig forene sig, fordi de stod ansigt til ansigt med en trussel. Nogle tilsluttede sig hæren andre blev frivillige.

”Det inspirerer dig. Du forstår, at selv om du gør lidt og dør, vil du dø som en mand af en nation af helte.”

Taras er medlem af Ukraines liberale demokratiske liga, en organisation med partnere i mange europæiske lande. Siden begyndelsen af krigen, har de opmuntret deres partnere til at lægge pres på deres regeringer for at pålægge den angribende part de skrappeste sanktioner.

Den unge mand hjælper også byen, han bygger barrikader for at forhindre besættelsesmagten i at nå Ukraines hovedstad gennem Zhytomyr.

Taras siger at krigen har fået alting til at hænge sammen. ”Helt ærligt, jeg plejede at beundre andre nationer. Jeg troede de var bedre end os, men nu er jeg stolt af at være ukrainer.