Photo by Katya Moskalyuk
Daryna bor I Kiev i Solomiansky distriktet. I fredstid arbejder hun som gymnastik coach. Hun er også glad for motorsport og lærer folk at køre på motorcykel. D. 23. februar arbejdede og gik hun med sin kæreste i parken, og d. 24. februar forlod de byen. Hun husker: ”Jeg vågnede, så nyhederne – og pakkede på en time. Jeg hørte ikke en sirene derhjemme. Jeg hørte dem kun i Lviv.” Hun efterlod sin motorcykel i Kiev.
Vejen fra Kiev til Lviv, som tager 5-6 timer i fredstid, tog halvanden dag, fordi alt var stoppet. De tilbragte natten på en benzinstation. Da mænd ikke må krydse grænsen nu, besluttede de at blive i Lviv. De to første nætter I Lviv tilbragte de I bilen. Så sendte Darynas forældre hendes yngre bror til dem. Nu bor de alle et beskyttet sted.
Daryna forlod Kiev med varmt tøj, tandbørste og hendes papirer. Hun had ikke nogen nødkuffert, men hun havde altid orden på alting.
”Jeg var ikke bange for at rejse, men jeg var bekymret for mine forældre, fordi de valgte at blive i Kiev, og ikke ville evakeres. Jeg var flov og ked af det overfor dem.”
Sådan ser Darynas’ dag ud nu: Hun bliver på det beskyttede sted, følger nyhederne, går en tur. De har mad og hygiejne artikler. Der er varmt vand, brusebad og toilet.
Hendes plan for den nærmeste fremtid er som følger: Darynas kæreste bliver i Lviv og arbejder, og hun og hendes bror rejser ud.
”Jeg har brugt mine sidste penge på en billet. Nu har jeg kun en flaske vand,” siger pigen. ”Jeg prøver at bekæmpe stressen, prøver at lade være med at læse nyheder hele tiden, og ikke miste modet. Jeg drømmer, jeg drømmer slet ikke. Jeg ønsker bare at det her ender og at alle er i live, sunde og raske. Jeg ønsker vi alle er sammen og ved hinandens side.
