Krig. Historier fra Ukraine

Ukrainere fortæller om deres liv under krigen

“Jeg ved ikke, hvad der skete hverken i går eller i forgårs”, Anna Hruver, 25

af | 3 marts 2022 | Kharkiv, Krig. Historier fra Ukraine

 

Anna Hruver er 25. Hun er poet, skriver essays og laver anmeldelser. Hun blev født i Donetsk, men i 2014, efter at krigen brød ud, flyttede hendes forældre til Kharkiv for at begynde forfra.

På forårets første dag, 1. marts 2022, blev Kharkiv bombet.

“I dag kl. 8 om morgenen blev jeg vækket af en ekstremt stærk eksplosion. Mit hus ligger nær Operahuset I Rymarska Gade. Byens absolutte centrum. Vinduerne blev blæst ind på næsten alle etager. Smadret glas hele vejen rundt om bygningen. Det var et frygteligt mareridt. Helvede var kommet! Og af en eller anden grund var der ingen luftalarm,” fortæller Anna.

Anna er ikke flygtet fra Kharkiv, fordi det er hendes hjem. Hun siger, at hun føler byen i sig og har sine rødder her. Hendes bedstefar bor her. Hendes gamle hund bor her. De kan ikke bare forlade hinanden.

“Krigen har ændret min fornemmelse af tid. Jeg ved ikke, hvad der skete hverken i går eller i forgårs. Det eneste, jeg ved, er, at de bomber os hele tiden. Og i dag har eksplosionerne allerede nået centrum,” siger hun.

I stedet for at føle raseri prøver Anna at transformere alle sine følelser til håb og kærlighed til sine elskede og taknemmelighed overfor sine forsvarere.

Og hun er også sikker på, at folkets valg om at blive i deres byer under kampene er vigtig:

“I dag skrev jeg med en pige fra et andet distrikt i Kharkiv. Hun så en bil eksplodere tæt på sig. Og hun var desperat, fordi hun intet kunne gøre ved det. Hun føler hele tiden, at hun ikke gør nok. Jeg prøver at overbevise hende om, at vores tilstedeværelse betyder meget for forsvarerne. De vil forstå, at de kæmper for mennesker, ikke blot tomme huse. Og nu må vi dække deres rygge, være deres mure og støtter. Vi er nødt til at føle os nyttige, selv hvis overlevelse er det eneste, man kan gøre.”

Krig forbinder mennesker på forunderlige måder. Folk, som Anna end ikke husker, skriver til hende for at tilbyde hende deres støtte eller bare spørge, om hun er okay. Naboer patruljerer i gaderne og beskytter husene.

Børn i beskyttelsesrum er det, som skræmmer Anna mest at se. Deres forvirrede blikke. Hvordan de putter sig ind til deres forældre. Hvordan mor og far prøver at opmuntre dem. Hvordan de leger med deres kæledyr.

“Når jeg ser alt det, tænker jeg, at vi er nødt til at leve gennem det hele, ikke bare overleve, men leve. Og efter krigen må vi tale så højt om denne gru, at den aldrig bliver gentaget. Efter krigen drømmer jeg om at skrive en børnebog om dette mørke, så vores børn aldrig vil lade det ske igen.”

Flere historier

“Jeg erfarede tilfældigt fra sociale medier, at en granat ramte vores lejlighed i Mariupol, og den brændte ned. Min bedstemor kunne have været i lejligheden. Vi bad hende om at gå ned i beskyttelsesrummet, men om hun var der på det tidspunkt, ved vi ikke. Jeg har ikke været i kontakt med min familie i to uger nu,” Kateryna Radyk, 21 år

“Jeg erfarede tilfældigt fra sociale medier, at en granat ramte vores lejlighed i Mariupol, og den brændte ned. Min bedstemor kunne have været i lejligheden. Vi bad hende om at gå ned i beskyttelsesrummet, men om hun var der på det tidspunkt, ved vi ikke. Jeg har ikke været i kontakt med min familie i to uger nu,” Kateryna Radyk, 21 år