Illustrated by Liubov Miau

Kateryna, 26, arbejder som analytiker for et IT firma og er miljøaktivist. For nylig har hun boet i Lviv, men pga angrebet af de russiske tropper er hun taget til Berdiansk, for at være ved hendes familie. I dag er denne by i det sydlige Ukraine besat. Kateryna blev fanget der med hendes mor, lillebror og bedsteforældre.

“Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget skidt på vej, men jeg havde aldrig troet, at der ville komme massebeskydninger her i Ukraine. I tilfælde af fare, troede jeg, at min familie og jeg ville kunne lykkes med at komme til Zaporizhzia med bus. Men det kunne vi ikke, fordi russerne angreb fra flere sider. Selv da busserne kørte, var vi stadig bange for at blive beskudt.”

Kun få dage efter totalkrigen begyndte var Berdiansk besat. Min omgangskreds skrev, at der kørte besættere rundt i nabolaget og fyrede skud op i luften. De tog endda en pose med mad fra en kvinde midt på gaden.

Beboerne i Berdiansk begyndte at samle sig på den centrale plads og protesterede. Kateryna og hendes mor tog også derhen og sang den ukrainske nationalsang, mens de stod ved siden af de russiske tanks.

“Der var mange folk i midt 40’erne, flest kvinder. De var bange for at lukke mændene ud, så min mor lod heller ikke min bror komme ud”, siger Kateryna. “Der var også mange af lærerne fra min skole. Normalvis deltager de ikke i borgeraktiviteter. De lever bare deres hverdag og tager på arbejde, men nu var de der også.”

Kateryna ville have skåret i hjulene på de russiske vogne, men hendes naboer bad hende lade være, da de tænkte at russerne kunne svare tilbage med beskydning. Så hun gjorde det ikke. Herefter skød Rusland et missil på Berdiansks’ havn. Missilet fløj hen over demonstranterne på den centrale plads. Katerina tror det var for at skræmme dem. Men forsamlingen fortsatte indtil besætterne, bevæbnet med rifler, begyndte at komme ud af rådhuset.

Hun kan huske hvordan byens beboere forsøgte at snakke med det russiske militær. De var meget overraskede over, at vi ikke var glade for at se dem, da de jo “var kommet for at passe på dem og befri dem”. “Men lige nu ‘befrir’ de os kun fra vand og internet,” fortæller Katerina.

Da besætterne indtog byen, ødelagde de deres vandkilde og sårede manden, der kom for at reparere den. De skød internetkabler ned, så lige nu er der nærmest ingen, der har internet. Telefonforbindelsen i Berdiansk er også ustabil.

Byens administration har meddelt, at der ingen samarbejde er med besætterne og at situationen er under kontrol: Deres vandkilde vil blive repareret, drikkevand bliver uddelt rundtomkring i byen, og elektricitet, der ellers var lukket helt ned i udkanten af byen, vil blive ordnet. Derudover vil butikkerne være åbne halvdelen af dagen.

“Jeg er bange for at miste mine familiemedlemmer og mine venner, der er i andre byer. Særligt dem der er under massiv beskydning. De kunne blive belejret eller løbe tør for mad og vand. Det er jeg bange for. Jeg er bange for krigen tæt på Mariupol, fordi jeg ved, der er meget russisk militærudstyr og at en masse russiske besættere får støtte fra Berdiansk. Jeg er bange for de tab, der kommer, for hvert et tab er så smertefuldt.”

Når sirenerne lyder, gemmer Katerynas familie sIg i gangen, da de ikke har en kælder. Der er et beskyttelsesrum 5 minutters gang fra deres hus, men det er kun lavet til et lille antal mennesker og det er farligt at gå derhen under beskydningerne.

“Krig er blevet vores hverdag og det skræmmer mig meget. De første dage rystede jeg, når der var eksplosioner, men nu – når der er et brag, holder jeg mig bare væk fra vinduet. Jeg vil ikke have, at vi vænner os til det. Jeg vil have det liv, vi er vant til at leve – med vores Donbas, vores Krim, uden krig, uden Rusland. Jeg vil kun stå til ansvar for vores fremtid. Vil ikke tænke på, at jeg måske aldrig kommer tilbage. Jeg vil se mine venner og have et almindeligt liv. Jeg vil lave planer for næste måned, eller i det mindste for den næste dag.”