Illustrated by Mari Kinovych

Daria er 25, og hun er fra Aktobe, den anden største by i Kazakhstan. Hun fik sin universitetsgrad i Kharkiv, og giftede sig med en ukrainsk mand som hedder Serhiy. De købte en lejlighed i en ny bygning i Kharkiv.

Daria ville blive i byen både da de første meddelelser kom fra ukrainske nyhedskanaler om at forberede nødkufferter, og også da de første lyde af krig lød torsdag d.24 februar omkring kl. 5 om morgenen.

”Vi nægtede at tro på det, der skete,” sagde hun. ”Det var derfor, vi ikke var bange på forhånd, og ikke prøvede på at komme afsted.”

På krigens femte dag, da besætterne angreb civile områder af Kharkiv blev parret oprigtigt bange for første gang. ”Min mand og hans forældre, begyndte at presse mig til at forsøge at komme til Lviv, hvorfra jeg, som udlænding, ville blive bragt til Kazakhstan gennem Polen. Men problemet opstår, hvis du sidder fast i øst, så er der kun få mennesker, der vil hjælpe dig.”

Sydbanegården i Kharkiv, hvor pigen og hendes mand ankom tre timer før evakueringstogets afgang, var fuld af kaos. ”Da vi ankom på perronen, var vognene fulde, alle døre lukkede, og der var en mængde mennesker på perronen, som ikke var kommet med. De blev nødt til at vente på det næste tog. Men da Daria kom ind i det næste tog og så, at der ikke var nogen ledige pladser, og at hele gangen i togvognen også var fuld af mennesker, sprang hun straks af toget igen:

”Jeg var bange for alt, menneskemængden, at være uden min mand Serhiy, at stå ved siden af vinduet uden beskyttelse, velvidende det kan blive bombet når som helst. Jeg stod af og begyndte at græde. Jeg tror, det var et panikanfald.

At tage afsted I bil syntes endnu mere skræmmende. Der er kampe i Kharkivs gader. Undervejs kan du komme under beskydning, både fra jorden og luften. I denne situation kæmper mange indbyggere I Kharkiv online: skriver kommentarer, skaffer beviser og diskuterer med russerne. Daria er også på telefonen, men som datter af det autoritære Kazakhstan, forventer hun ikke alvorlige protester i Rusland. ”Jeg ved, at vores præsident ser frem til alvorlige protester i Rusland, men jeg ved også, hvordan det er at vokse op på Stats propaganda, så efter min mening vil kun en meget lille procentdel komme ud og protestere i gaderne. For det første fordi de simpelthen er bange for at komme i fængsel, og for det andet pga. mentaliteten.

For nu, opfordrer Daria alle ukrainere til ikke at give op og at tro på fremtiden, fordi hun er helt sikker på, at Ukraine vil klare det.

Daria beder om at hendes historie bliver uden navn og foto, da hun er bange for, at det vil bringe hende i fare, når hun kommer tilbage til Kazakhstan.