Svitlana underviser i engelsk på det Nationale Luftfartsuniversitet. Hun bor i byen Fastiv i Kiev regionen. Dagen før krigen såede hun pebberfrø derhjemme. Hun gik også ud og handlede med sin mand, de købte kiks. Hun havde ikke forestillet sig hvor hurtigt, de ville få brug for dem.

I Fastiv, hvor Svitlana boede, er der stadig stille, i modsætning til nabobyen Vasylkiv. Der er selvfølgelig sommetider sirener og folk søger ly i kælderen. Der er kun en eller to rigtige beskyttelseskældre i denne by.

”For mig kom beslutningen om at tage af sted helt uventet,” siger Svitlana. ”Min ven fra Fredskorpset, som jeg før har været kollega med, sagde, at det var muligt at komme til Krakow. Min mand tog på stationen og fik på mirakuløs vis en billet til Lviv. Hvis der ikke havde været nogle billetter, var vi ikke taget afsted.”

Svitlana tog sin fjortenårige søn med sig. Hendes mand blev i Fastiv.

Det lykkedes Svitlana kun at pakke de mest nødvendige ting samt tøj og kiks. Før COVID pandemien, begyndte hende og hendes mand at rejse og samle små souvenirs. Svitlana overvejede at tage samlingen med sig, men besluttede ikke at medbringe for mange ting.

Den 28.februar ankom Svitlana til Lviv. Dagen gik sådan her: De ankom, så en masse mennesker på stationen og tog straks videre til busstationen. Der var der også en mængde mennesker. Svitlana købte billetter til Krakow. Så fandt hun og sønnen en lejlighed, hvor de kunne hvile sig. Dagen efter registrerede de sig som fordrevne, og flyttede fra lejligheden til beskyttelsesrum.

”Du ved, jeg havde aldrig i mit liv troet, at dette ville ske. Den sovjetiske forfatter Viktor Shenderovich sagde engang, at det er svært for mennesker at forestille sig noget, der overstiger deres erfaring. Det troede jeg også, men nu må jeg antage, at alt kan ske.”

Svitlana bliver ved med at være i kontakt med sine kollegaer, mange af dem er blevet i Kiev. Hendes bedste ven kan ikke tage af sted, da hun har gamle forældre, som hun ikke kan forlade. En anden ven er taget afsted med børnene, men manden blev i Kiev.

”En eller anden skrev, at de mennesker du er i kontakt med lige nu, er dine rigtige venner. Jeg er enig med de ord.”

Svitlana forstår, at krigen kan blive langvarig. Hun vil bare have at mennesker ikke dør og at byerne bliver genopført på en eller anden måde.

”Jeg har ikke grædt i mange år, men det gør jeg lidt nu,” siger Svitlana. ”Specielt når jeg tænker på min mand, mor, bror…, men først og fremmest skal jeg passe på mit barn. Han er et rigtigt hjemmemenneske, og alt, hvad der sker omkring ham, er meget underligt for ham. Nu er min eneste drøm at krigen vil stoppe. Da vores bedstemødre skålede og sagde ”lad der ikke være krig”, virkede det så underligt. Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at der nogensinde ville komme krig i det 21. århundrede.”